Vores pædagogik

Pædagogiske principper


I børnehuset arbejder vi ud fra et anerkendende menneskesyn, hvor  ligeværdighed og respekt for det enkelte barns kunnen og personlige egenskaber er centrale begreber. Vi bestræber os på dagligt at møde børnene, så de føler sig set, hørt og forstået. At blive set betyder:


  • At børnene føler sig accepteret som den person, de hver især er og ikke kun for, hvad de kan præstere.
  • At de, fra de kommer om morgenen, kan føle en ægte interesse fra de voksne, og at vi i løbet af dagen har blik for den enkelte og fornemmer, når der er brug for voksenbistand f. eks i forhold til at klare svære ting, at blive integreret i en legegruppe eller klare en konfliktsituation.
  • At blive hørt betyder, at vi giver os tid til at lytte på det, hver enkelt fortæller, går ind i barnets tankegang/univers og forsøger at blive klogere ved at stille opklarende og udvidende spørgsmål.
  • At vi har blik for de mere stille børn, så de også får plads og ro til at formulere tanker og oplevelser.
  • At blive forstået betyder, at vi ud fra det vi ser og hører får en forståelse for barnet reaktioner, og det som ligger bag, og derved bedre kan guide barnet videre i dets udvikling.


Ud over at have fokus på det enkelte barn er det samtidig vigtigt at arbejde med børnenes deltagelse i sociale, gruppemæssige sammenmænge. At de får en forståelse af at være en del af et forpligtende fællesskab, hvor alle skal yde for at kunne nyde. At de føler ansvar for hinanden og de stillede opgaver, og hvor hver især bidrager ud fra de evner og kompetencer, som de besidder .De sociale kompetencer udvikles i samspil med andre – børn som voksne - og her skal vi som voksne være tydelige rollemodeller, som opfordrer til samarbejde og social indlevelse.



Det kræver øvelse og opmærksomhed fra  børnene at blive i stand til at udvise indlevelse/empati for et andet barn, og vi arbejder med området ved at hjælpe dem til at stoppe op, se på og aflæse det andet barns følelser. Vi vejleder i situationen med handlingsforslag til at komme videre i stedet for forbud.


Vi bestræber os på at gøre børnene selvhjulpne i forhold til personlig opgaver, som de vil skulle mestre, når de starter i skolen. Det være sig af/påklædning, opgaver omkring spisning, oprydning, toiletbesøg, det at kunne modtage og videregive beskeder m.m. Det er en løbende proces, som bliver finpudset, når børnene starter i førskolegruppen, det sidste år før skolen. 

Vi anser legen som en naturlig og vigtig del af børnenes hverdag. Det er gennem legen at venskaber udbygges, oplevelser og sanseindtryk bearbejdes, og barnet opbygger en række personlige og sociale kompetencer . Vi er bevidste om,” at barnet lærer mens det leger og leger mens det lærer”, og derfor vægter vi, at der er rum for leg såvel fysisk som tidsmæssigt.


Vi er blevet DGI certificeret i idræt og bevægelse sommeren 2016 - se bevægelsespolitikken her