Børnehuset

STADIL-VEDERSØ

FRISKOLE OG BØRNEHUS

BØRNEHUSET

 

Stadil Vedersø Børnehus er en integreret fribørnehave og skolefritidsordning med børn i alderen 2,5 - 10 år. Vores normering er gennemsnitlig omkring 25 børn i henholdsvis børnehave og skolegruppen. Vi er en del af Stadil- Vedersø friskole, som startede op i sommeren 2014. Download pjece her

 

Fysisk ligger vi i udkanten af Stadil med naturen og de åbne marker lige uden for døren. Vi har desuden fjorden, skoven og havet inden for rækkevidde med bus.

Vi er medlem af friluftsrådets ” De grønne spirer”, og vægter som sådan udeliv og udeaktiviteter.

 

Vi har en stor og dejlig legeplads med bl.a. bålplads, jordbakke, lille skov, græsareal med mulighed for boldspil, klatrestativ, sandkasser, cykelbane og et udendørs værksted.

 

Ud over friluftslivet prioriteres områder som sang/musik, krop/bevægelse, sprog, billedkunst og leg.

Vores bygning indeholder 3 grupperum, som anvendes til forskellige aktiviteter samt under måltider. Herudover er der en række mindre rum og huler med forskellige funktioner. Disse giver børnene mulighed for at kunne lege uforstyrret i større eller mindre grupper. Vi har desuden et stort og funktionelt køkken, hvor vi bager, tilbereder måltider til eftermiddagsmad og

undertiden varm mad til hele gruppen.

 

Vi bor dør om dør med skolen og har fælles personale, hvilket åbner op for et udvidet samarbejde. Vi gør bl.a. brug af gymnastiksal, bibliotek og udenomsarealer, deltager jævnligt i morgensamlinger og har fælles arrangementer. Alt dette er med til at skabe en rød tråd i børnenes opvækst og lette overgangen fra børnehavedelen og ind i skolen.

 

Vores normering er pt. 1 afdelingsleder/pædagog, 3 pædagoger og 2 medhjælpere. Vi har pedel/rengøring fælles med skolen.

Organisering/struktur

Som en aldersintegreret institution understøtter vi den kontakt og glæde, som små og store børn har af hinandens selskab. Vi ser, hvorledes de små børn betragter og bruger de store som rollemodeller, og samtidig lærer de store børn at tage hensyn og drage omsorg for de mindre.

 

Der bliver dermed givet mulighed for, at der kan knyttes venskaber på tværs af alder og køn. Vi er dog samtidig bevidste om, at den bedste indlæring sker, når udfordringer og krav er i overensstemmelse med barnets nuværende udvikling. Derfor har vi valgt, at mange af formiddagens aktiviteter foregår i 3 aldersopdelte grupper.

 

Her vil det således være muligt at tilrettelægge indholdet, så det er afpasset børnegruppen, og vi kan på den måde være med til at hjælpe børnene videre til det næste trin i udviklingen. For den ældste gruppe vil der nogle dage være førskoleaktiviteter, så de kan være klar til den kommende skolestart.

 

Læs den nuværende pædagogiske læreplan her, som vores dagligdag styrer efter.

 

Vi har Friluftsrådets " Grønne Flag", se mere på http://www.groennespirer.dk/

Stadil-Vedersø Friskole, Skelmosevej 22-26, Stadil, 6980 Tim

Friskole tlf: 9733 1338 - Børnehus tlf: 9733 1166

info@stvf.dk

CVR-nr. 35058524